
TÓRSHAVN
Kursus i færøsk sprog for nordiske studerende
Nordkurs Tórshavn 2026
Tidsperiode
Ankomstdato: mandag den 8. juni 2026. Afrejsedato: fredag den 3. juli 2026
Undervisningen begynder den 9. juni og slutter den 2. juli 2026 med eksamen.
Indhold
Kurset er et decideret sprogkursus i færøsk sprog for nordiske studerende. Det består af godt 3 ugers undervisning i sprog og nogle forelæsningstimer inden for f.eks. sprog, litteratur, politik og musik. Indholdet i sprogundervisningen er hovedsageligt grammatik, udtale og samtaleøvelser. En typisk dag består af 3-5 timers undervisning fra kl. 9 om morgenen. Der er mødepligt til samtlige undervisningstimer og arrangementer. Kurset ækvivaleres med 10 ECTS. Kurset afsluttes med eksamen.
Deltagerne kan blive opdelt i hold efter forkundskaber i lingvistik/norrønt/nordiske sprog.
Undervisning, ekskursioner og andre arrangementer er gratis. Derimod må deltagerne selv afholde udgifter til rejse, kost og logi.
Ud over den almindelige undervisning vil der blive arrangeret små ture og ekskursioner.
Undervisningen foregår på skandinavisk, fortrinsvis på dansk, så derfor er det en forudsætning, at alle deltagerne kan forstå dansk.
Kurset rummer 18 studerende fra universiteter i Norden.
Når du er optaget på kurset, får du nærmere besked om programmet for kurset og om praktiske forhold i øvrigt.
Logi
Indkvarteringen finder sted på Færøernes Folkehøjskole. Deltagerne bor på enkeltværelser. Sengetøj er inkluderet. Bad og toilet er ude på gangen. Adgang til tekøkken. Skolen har desuden vaskeri m.m. Højskolen er beliggende i smukke omgivelser tæt ved universitetet. Prisen for indkvartering i 25 dage, inkl. morgenmad i hverdagene, er 8.850 DKK.
Arrangør
Institut for færøsk ved Færøernes universitet, V. U. Hammershaimbs gøta 22, FO-100 Tórshavn.
Kursusleder
Uni Johannesen
E-post: unij@setur.fo
